OBS – efter kapitlet er der et par fotos fra lokationer
1.
Fynshoved-manden
Jo, det må omtrent være malet her, bare et par måneder senere på året. Hun holder kameraet op og sammenligner fotografiet af maleriet med landskabet foran sig. Det må det! Her er jo udsigten ned over det lavvandede område Lillestrand, med Mejlø, Bogø og andre små øer, der vel nærmere burde kaldes holme. Ovre på den anden side af dem lukker en smal strimmel land af ud mod farvandet mellem Samsø og Jylland men åbner sig længere nordpå mod Korshavn og Fyns Hoved.
Hun tager adskillige billeder med kameraet, som hun altid har til låns fra avisen. ”Ja, ja, hr. Larsen, så er der en frøken Larsen her. Og nej, vi er ikke i familie…” siger hun med et skævt smil.
Ikke i familie, nej. Sådan havde hun svaret nogle gange for en times tid siden. Hun kigger fotogalleriet igennem i kronologisk orden. Først nogle fotografier af hyggelige Kerteminde i smukt men lidt for varmt augustvejr, så af marinaen, hvor hun fandt parkeringsplads til sin bil, dernæst den smalle, stejle vej overfor, der hedder Møllebakken, og som fører lige op til museet for Alhed og Johannes Larsen. Selve møllen, en typisk hollændermølle, står der endnu. Overfor ligger kunstnerægteparrets store hus med hvide mure og røde tegltage, tilføjet en udstillingsbygning, hvor der også vises andet end Larsen-parrets værker. Videre i galleriet: det charmerende hus, der står som i deres levetid, og hvor især stuen gør indtryk med røde paneler og vægmalerier af fugle og rådyr i et snedækket landskab.
Og så er der fotografierne fra grunden til besøget i Kerteminde: afsløringen af det hidtil ukendte Johannes Larsen-maleri. Det skete i det store, højloftede atelier, og maleriet var anbragt på Larsens gamle staffeli, som om han netop havde lagt sidste hånd på det. Cirka firs gange hundrede centimeter, efterår med drivende skyer og grågæs flyvende i v-formation over vand og land, et typisk Larsen-motiv. Stedet var halvøen Hindsholm nord for Kerteminde.
De særligt indbudte gæster, blandt andet kunsteksperter og anmeldere, stod tæt i atelieret og nippede til et glas hvidvin. ”Du er da Nellie Larsen fra Nyt-Obs, ikke sandt?” spurgte en kvinde i pink. ”En fin netavis. Dine anmeldelser og portrætinterviews er altid værd at læse.”
”Tak skal du have.” Nellie burde vel kun føle sig smigret over genkendelsen men ville egentlig hellere være fri. For hendes skyld behøvede der ikke at være et foto af hende ved de ting, hun skriver.
“Man mærker altid mennesket bagved,” erklærer kvinden og bekræfter Nellie i hendes allerførste indtryk: et af de utrolige snakkehoveder, som man møder alle steder. “Så kan medierne komme med al deres kunstige intelligens, der skriver referater og artikler og analyserer enorme mængder data og identificerer trends og mønstre og målretter nyheder til særlige grupper, og hvad ved jeg.”
Ja, du ved meget, men du behøver ikke at fortælle mig det, for jeg ved det jo ligesom også… Det siger Nellie ikke men nøjes med at smile og nikke.
“Men det frigør jo journalisten til det væsentlige, det originale, det sjove, ikke? Og en maskine kan nu ikke mødes med mennesker og få dem til at fortælle af hjertet, vel? Eller vurdere en film?”
Nej, det ved jeg ligesom også godt… Siger Nellie ikke men smiler igen.
“Så når du arbejder inden for de genrer, du gør, så er du vel rimeligt fremtidssikret, ikke?”
“Ja, det ved jeg så ikke…” Denne gang siger Nellie det.
Og så kom spørgsmålet, om hun var i familie med den berømte Fynbo-maler. Ja, faktisk var der flere, som spurgte hende om det. Nellie svarede, at det var hun ikke, og drejede samtalen væk fra sig selv.
Hun fik en repræsentant for museet til at udpege helt nøjagtigt på Hindsholm, hvor Larsen havde fundet sit motiv. “Jeg vil gerne se det selv, bare for at sammenligne dengang og nu, og få lidt lokalkolorit med hjem,” sagde Nellie.
Efter lidt mere snak her og dér og nogle flere fotos kørte hun nordpå. Et stykke oppe snævrede halvøen sig ind til et forholdsvis smalt stykke land, bakket og med små landsbyer og marker. Der var smukt, men der var kun én vej nordpå og megen trafik, så hun kunne ikke rigtig nyde det.
Efter at være kørt igennem landsbyen Martofte ville hun ellers gerne sætte farten ned, men biler bagved pressede hende. Så! Nu måtte de altså selv om det! Hun kørte ind i den smalle rabat, og de ophobede biler bag hende måtte pænt vente på grund af modkørende, før de kunne smutte udenom, sikkert godt irriterede… Hun tjekkede GPS’en, jo, hun var tæt på den endnu mindre landsby Nordskov, og så skulle det være omtrent dér. Lidt længere fremme, ovre på venstre side af vejen, var der ligesom en slags indkørsel, måske til en mark. Det viste sig at være en ganske smal markvej med levende hegn langs den ene side. Hun tillod sig at stille sin lille Kia dér og måtte bare håbe, at der ikke kom en kæmpetraktor og skulle ind eller ud derfra. Nå, hun burde kunne formilde landmanden med et undskyldende smil.
”Åh! Rigtigt skovflåt-territorium?” mumlede Nellie med en grimasse og så ned ad sig selv. Lyseblå hørkjole til lidt over knæene, god til opsamling af de små, blodsugende bæster med deres bakterier, der kan angribe nervesystemet… Bare ben, bare fødder i romersandaler, lækkerier for dem… ”Så, Nellie Larsen, nu ikke så overbekymret! Du overtænker altid!” sagde hun til sig selv og begyndte at gå. Men hvert andet øjeblik kiggede hun alligevel ned ad sine ben.
Nu har hun stået dér lidt tid og kan være tilfreds med de billeder, som hun har taget til Nyt-Obs. Hun lader kameraet hænge og tager en selfie med sin egen telefon. En regndråbe har ramt hendes kind, og der falder et par mere. Det er trykkende varmt nu, og himlen begynder at mørkne. Og var det ikke et lynglimt? Det er kommet overraskende hurtigt. Hun skynder sig at gå tilbage og skæver op til de truende skyer. ”Husk det nu, du! Ikke overbekymret!” mumler hun til sig selv.
Men hun tæller alligevel sekunderne fra lynet, og der er kun tre sekunder, til braget kommer. Tre, så er lynnedslaget sket kun cirka en kilometer væk. Det næste kan komme her! Hun har været alt for optaget af at fotografere. Hun begynder at småløbe. Heldigvis ligger der ingen huse lige dér, så nogen kan se en skræmt ungmø… Okay, hvis nogen ser hende, så hun løber da bare for ikke at blive gennemblødt… Det er halvmørkt nu, en brat overgang fra den solbeskinnede dag, og om lidt vil det sikkert vælte ned med vand.
Tordenen ruller. Eller..? Forundringen får hende trods alt til at standse og se sig om. Det lyder som hovslag. Det er nok bare en hest inde på en mark, skræmt af uvejret. Men det lyder som en ensartet galop, bare meget hurtig. Meget, meget hurtig faktisk.
”Hvad..?” udbryder Nellie og ser sig om. De dundrende hovslag nærmer sig, som om hesten kommer hen ad den hårde, soltørrede markvej, lige imod hende. Den må altså løbe lige inde på den anden side af det levende hegn? Helt tæt er det ikke, så hun burde kunne se den nu, men der er ingen bevægelse. Hun føler sig gennemisnet af skræk og samtidig latterlig og fjollet, fordi hun er klar til at kaste sig ind mellem hassel og hyld, og der stadig ikke er nogen hest i syne. Hun kan ikke tilbageholde et skrig, for hovslagene drøner lige forbi hende, og så fortoner de sig hen ad vejen og forsvinder. Et lynglimt og et brag lige efter sætter punktum, og så bryder regnvejret løs.
Hun ville helst sætte i vildt løb, men benene ryster og truer med at knække sammen. Hendes lille, blå Kia venter lige derhenne med sin tryghed, men lige nu ser den ud til at være langt væk. Klynkende når hun derhen og synker sammen bag rattet.
”Hvad fuck var det?” gisper hun til sig selv i bakspejlet. Det viser en helt anden Nellie Larsen end den smilende unge kvinde, som for lidt siden tog en selfie. De lyse øjne, blågrå, tobaksrøgfarvede, som en kunstnerbekendt engang kaldte dem og mente det positivt, er nu mørke af frygt og opspærrede, underlæben og hagen bævrer, og det lyse, skulderlange hår ser uglet ud og stritter lidt, som om hun har fået et elektrisk stød.
”Hvad var det? Hvad var det?” bliver hun ved med at gentage. Regnen hamrer løs på biltaget. Der går nok fem minutter, inden hun er i stand til at køre. En bil dytter heftigt ad hende, for hun er tæt på at køre ud foran den. Hun bemærker knap nok, om hun kører tilbage sydpå eller svinger til venstre nordpå. Det er nordpå, og et øjeblik senere når hun landsbyen Nordskov. Igen har hun samlet sig en del biler bag sig og kører bare ind til en lille ejendom med et skilt: Kobberhuset – Jyttes Gårdbutik.
Efter at have siddet og sundet sig nogle minutter tvinger hun sig til at stå ud. Regnen er allerede stilnet af, og der lyder kun en svag, rullende torden i det fjerne. Kobberhuset er en velholdt ejendom, hvidkalket med stråtag og butik i et udhus. Der tilbydes æbler, honning, syltetøj, hjemmefarvet uldgarn, forskellige træting og meget andet. Jo, det kunne da være fint at købe lidt lokalt med hjem, siger Nellie til sig selv uden at være særlig nærværende.
”Goddav! Velkommen!” En ældre kvinde i den lille, lavloftede butik modtager hende med et smil.
”Tak! Du er Jytte? Du har det hyggeligt her.” Nellie forsøger at smile. Det virker nok ikke ægte, mere som en grimasse måske. Åh! Hun har ikke engang fået redt håret! Nå, der kommer sikkert så mange afslappede turister, så kvinden bemærker nok ikke noget.
Men det gør hun. Hun kigger undersøgende på Nellie og siger så: ”Ja, det er altså ikke for at være påtrængende, men er der noget galt?”
”Nej, overhovedet ikke! Slet ikke!” Nellie kan ikke lade være med at fnise nervøst. Og så hører hun sig selv sige: ”Jeg har vist bare mødt en spøgelseshest…”
Hun bider sig i underlæben af ærgrelse. Nu står hun dér og gør sig til grin. Nå, sådan en landbokvinde genkender hende selvfølgelig ikke. Hun læser nok ikke Nyt-Obs, det er da altid noget… Men Jytte har fået et underligt udtryk i ansigtet og kigger endnu nøjere på Nellie og siger: ”En spøgelseshest? Lige nu? Hvorhenne? Hvordan?”
”Åh, det er ikke noget. Det var bare… Glem det!” Nellie tager et honningglas op og kigger på det. ”Nå, den er fra en lokal biavler?”
Men Jytte kommer endda rundt om disken og lægger en hånd på Nellies skulder, og det føler ikke anmassende men ægte hjertevarmt, da hun gentager sine spørgsmål om hvor og hvordan. Og hun lytter alvorligt og uden vantro, da Nellie fortæller om sin oplevelse. ”Det er bare noget, jeg har bildt mig ind,” slutter hun. ”Det må være varmen.”
Jytte byder Nellie plads på en bænk ved døren og sætter sig ved siden af. Nellie gyser og sidder med armene krydsede. ”Du har haft en oplevelse som ikke mange,” siger Jytte så. ”Du kan næsten føle dig beæret.”
”Beæret? Og hvad mener du med, at kun få har haft den? Er der da andre?”
”Du har aldrig hørt om Fynshoved-manden?”
”Fynshoved-manden? Nej.”
”Se, vi har jo sådan en slags lokal spøgelsesrytter. Han har spøgt her på egnen i flere hundrede år. Der er forskellige meninger om, hvem han er. Måske en lokal herremand, som udtalte, at han hellere ville jage på Hindsholm end komme i paradis. Det fik han så lov til! For evigt! Han kommer nede fra Odense eller deromkring og op nordpå her helt op til Fyns Hoved. Han rider ud lillejuleaften og tilbage natten til Helligtrekonger. I en anden version bor han oppe på selve Fyns Hoved og rider ned over holmen. Det sker på de samme aftener, men det er ikke for at jage men for at fri til en jomfru et sted sydpå. Han får altid afslag, så han er i et frygteligt humør på hjemfærden. Han følger altid en bestemt rute. Når vi kalder huset her Kobberhuset, så skyldes det, at ifølge sagnene red han igennem en slags kobberport, der stod her et sted, ved det sydligste hus i Nordskov. I gamle dage, på nogle gårde, lod man portene stå åbne, så han kunne ride lige igennem. Ellers buldrede og bragede det, så bygningerne var ved at falde fra hinanden.”
”Okay..? Men nu er vi jo i august måned?” siger Nellie.
”Fænomenet er også oplevet på andre tidspunkter. Der er en historie om et sølvbryllup i en landsby, der hedder Tårup. Det var i slutningen af maj måned i 1909. Da nogle gæster er på vej hjem, nærmer der sig heste i galop bagfra. Men der kommer ingen, det er kun lyden af dem, og den varer et stykke tid. Sådan har der været flere beretninger om mødet med Fynshoved-manden.”
”Folk var jo mere overtroiske i gamle dage.”
”Vist så. Men så langt skal vi nu heller ikke tilbage. En vinteraften i 1991 er et ægtepar ude at lufte hund. Der ligger et lag sne, så der er ikke helt mørkt. Pludselig hører konen, at en hest kommer imod dem. Hun advarer sin mand, men han mærker intet og tror, hun er tosset. Der er ingen hest at se. Hunden reagerer heller ikke, de siges jo ellers at kunne fornemme spøgerier og den slags, ikke? Kvinden har forstand på heste og siger, at det måske var den dér islænder-gangart, man kalder tølt. Eller det lød som mere end én hest men ikke som to.”
Nellie har følt en kold rislen ned ad ryggen. Hun spejder efter tegn på, at Jytte bare driver gæk med hende, men det er der intet, der tyder på. Men da Nellie ikke kan skjule, at historien har gjort indtryk, slutter Jytte med et undskyldende smil: ”Nå, ja, sådan siges der jo så meget. Der er masser af sagn på Hindsholm. En røverbande skulle have holdt til i Nordenskov. Ja, det var et stort skovområde og har ikke noget med landsbyen Nordskov at gøre. Der findes en folkevise om dem: De røvere ligger for Nordenskov. Og så påstår man, at marsk Stig blev begravet i al hemmelighed et sted her, måske i Stubberup Kirke.”
“Marsk Stig. Han var jo en af dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik Klipping i 1286,” siger Nellie for lige at markere, at hun aldeles ikke er en smådum og uvidende blondine. Jytte har måske ikke den slags fordomme, men hun nikker i alt fald lidt overrasket og anerkendende.
“Spændende. En spændende egn,” tilføjer Nellie. “Næsten for spændende.”
”Jeg håber virkelig ikke, at det har gjort dig bange. Som sagt, du skal måske føle dig beæret.”
”Det vil jeg så prøve på…” Nellie køber lidt honning og syltetøj og takker for snakken. På vej ud af butikken siger hun: ”Ved du, hvor hende hundelufteren havde sin øhm… oplevelse?”
”Helt nøjagtig. Nå, du er ikke blevet afskrækket?”
”Man må jo bare se sin frygt i øjnene…” siger Nellie overdrevet kæk og ranker sig. Hun finder sin telefon frem og får Jytte til at vise stedet. Det ligger tæt på en campingplads ved kysten længere sydpå. Vejen derud hedder Blæsenborgvej. ”Det var da et passende uhyggeligt navn…”
Med en hvirvel af tanker kører Nellie sydpå, via Stubberup og Hersnap, og ad den lille Sandbjergvej, hvor hundelufterparret boede dengang. Lidt efter gør hun holdt i et lille vejsving på Blæsenborgvej. Et stykke fremme ligger en ejendom, men i selve svinget er der kun marker til begge sider og en ganske lille vej, der ifølge kortet går ind til en skov ved navn Kalvehave.
Det er med bankende hjerte, Nellie stiger ud. En tid står hun og iagttager, holder telefonen klar til optagelse men forventer ikke noget og har bestemt heller ikke lyst til det. Bare det hele er noget, hun alligevel har bildt sig ind!
Hun søger på Fynshoved-manden. Jo, der er en del, blandt andet i Achton Friis’ syvbindsværk De Danskes Land fra 1920’erne og 30’erne. Pudsigt nok rejste han rundt i landet med netop Johannes Larsen som illustrator. Beskrivelsen af spøgelsesridtet og landskabet er meget malerisk. Ude fra de yderste skrænter på Fyns Hoved kommer han, rytteren på frierfærd, drønende ind over tangen, så hestens sko trækker lange gnister af den raslende, våde ral, jager op over bankerne og sydpå som et uvejr… Gud hjælpe dem, han møder på sin vej tilbage efter at have fået jomfruens nej! Når han foran vinterstormen jager igennem de mørke landsbyer, da græder barnet i søvne, og bonden trykker sit blege ansigt mod ruden, mens han skælvende spejder ud i mørket. Og ingen vover sig ud, når den sorte rytter er løs.
Ifølge Achton Friis er Fynshoved-manden blot den lokale variant af Den Vilde Jæger, der suser gennem luften med sine glammende hunde. Andre steder kendes han som for eksempel kong Volmer, Palle Jæger og Voensjægeren, men alle er nok oprindelig Odin på sin ottebenede hest, Slejpner.
Nellies hjerte var ellers faldet lidt til ro, men nu begynder det at hamre igen, og hun ser sig frygtsomt om. Mere end én hest men ikke to… Som en ottebenet hest ville lyde..?
”Sgu da mærkeligt!” mumler Nellie, ser sig gysende om en sidste gang og sætter sig ind i sin trygge bil med et lettet suk. ”Sgu da for mærkeligt altså!”
Blæsenborgvej med svinget og den lille vej ind til skoven Kalvehave.
Det skulle have været den omtalte udsigt ned over Lillestrand, men dette, vistnok fra Fyns Hoved ned mod Hindsholm, kunne godt have været et Johannes Larsen-motiv.