OBS – efter kapitlet er der foto af en lokation
2.
Isis uden slør
Nellie kommer i læ for den iskolde blæst, da hun fra Stændertorvet smutter ind ad porten til Roskildes gamle sygehus, Duebrødre Hospital. Roskilde er ikke hendes by, men hun kender den rigtig godt og har før været til arrangementer i Byens Hus, som bygningen hedder nu, med møde- og aktivitetslokaler. Det omfatter også naboen, det gamle rådhus. Hun fornøjer sig altid over de imponerende bygninger, der med tårn og spir, røde teglstensmure og kamtakkede gavle i nygotisk stil passer så godt til domkirken ved siden af.
Et lille grantræ med lyskæder er stillet op ved indgangen i gavlen. Der er dejlig lunt indenfor, og der er pyntet med granguirlander, røde kugler og rød-hvide flethjerter. Ingen kigger nærmere på hende, ingen ser ud til at have genkendt hende. Godt! Hun slår kraven ned på sin kanelfarvede frakke i kogt uld og søger hen til et spejl. Der er næsten kun kvinder i forhallen, og af deres livlige og forventningsfulde snak kan hun høre, at de er kommet for det samme som hun.
”Ja, du har oplevet Isis før, ikke?” siger en kvinde.
”Jo, og hun var bare så fantastisk,” siger en anden. ”De afdøde stod næsten i kø med beskeder. Og det var i hvert fald ikke fup. Hun kunne umuligt vide sådan noget i forvejen.”
”Nej, men Morten griner bare ad det. Han tror overhovedet ikke på sådan noget.”
”Det gør Emil da heller ikke. Hvad giver du dine støvler, så de holder sig så pæne i det her vejr?”
Nellie tjekker sit fysiske ekko i spejlet. Middelhøj, slank, i sidste halvdel af tyverne. Nå, ja, nærmere de tredive end de femogtyve… Hun laver en lille grimasse ved tanken. Ups! Har nogen lagt mærke til det? Vist ikke.
Det blonde hår er løsthængende i aften og når hende lidt længere end til skuldrene. Måske burde hun skifte fra sort til mørkebrun eyeliner og mascara? Det anbefalede en kosmetolog. Sort kan virke for hårdt på den skandinaviske type. Øjnene sidder måske lidt langt fra hinanden, og næsen er en smule spids, næsetippen vipper lidt opad ligesom mundvigene. Hmm, den kirsebærfarvede læbestift… Den har hun tit brugt ved særlige lejligheder, men hun er mere og mere i tvivl om den.
Hun knapper frakken op, vil ikke hænge den op men bare tage den med ind. En turkisfarvet rullekravesweater er sat sammen med en ternet orange og sort nederdel til lige over knæene og sorte leggins. Dertil har hun valgt mørkebrune, langskaftede støvler med lidt hæle, købt brugte men som nye, til slanke ben, som der stod i salgsannoncen på nettet. En lille taske i brunt og sort har hun sat en rem i, så hun kan have den over skulderen.
Nej, den læbestift går altså ikke! Hun tjekker igen forhallen via spejlet, og da ingen vist ser det, tørrer hun hurtigt mest muligt af med en tungespidsvædet lommelet. Bedre! Efter et sidste kig i spejlet idet hun drejer sig væk, får hun øje på et velkendt ansigt og vinker diskret med hånden i mavehøjde. Den nyankomne kvinde i den lidt for stramtsiddende, mørkeblå dynejakke har øjnene på sin telefon og ser det ikke.
”Hej, Vic!”
”Åh, hej, Nellie!” Kvinden putter telefonen i en lidt stor taske og bøjer sig til et knus, for hun er næsten et hoved højere end Nellie. ”Ja, jeg skulle lige holde mig opdateret. Det dér dobbeltmord, du ved.”
”Ja. En af mine kollegaer har dækket det. Så er jeg ekstra glad for, at jeg sidder med kulturstof. Er du glad for at være i efterforskningen nu?”
”Ja, meget. Gode kollegaer og afvekslende opgaver. Jo, jo, politiassistent Victoria Thomsen, Midt- og Vestsjællands Politi, goddag, goddag! Men jeg kan godt savne uniformen. Jeg synes selv, jeg så helt godt ud…”
”Du så godt ud i uniform, Vic,” siger Nellie. Veninden er ret kraftig bygget, men det er fint fordelt på næsten en meter og firs. Hendes glatte, mørke hår hænger løst men er lige tilpas langt til, at hun, især i tjeneste, kan samle det i nakken. Arbejdets diskrete make-up har i aften fået lidt ekstra, kinderne har sandelig også fået lidt blush. Hun bærer aldrig smykker i tjenesten men har et par ringe på i aften.
Nellie snuser ind: ”God duft, du har på.”
”Vistnok fra Ralph Saint Lauren eller sådan noget.”
Nellie skjuler et smil.
”Du ved, jeg går ikke så højt op i den slags.” Vic lyner sin frakke ned, og hendes spejlbillede smiler til Nellies. ”Flotte ægte blondine!”
”Ægte, ja. Flot? Nja… Min barm er altså…”
”Din barm er for stor, din overkrop for kort og benene for lange… Det har du sagt tusind gange. Andre ville misunde dig. Og så har du de dér små fregner på næsen. Kalder man dem ikke englekys? Det er sgu da sødt. Hør, jeg har faktisk lige set en af de dér gamle, kiksede Sengekant-film. Som anmelder ville du have sablet dem ned. Nå, men der var en skuespillerinde ved navn Susanne Jagd. Du ligner hende lidt.”
”Susanne Jagd? Jeg kan godt huske, jeg er stødt på navnet.” Nellie taster det på sin telefon. ”Her er hun. Jo, der er måske en smule lighed. Hendes øjne sidder også lidt langt fra hinanden, ikke? Okay, hvad står der her? Blond og sexet og med et smil, der på én gang lover noget frækt og sjovt. Ja, jeg ved så ikke lige, hvor godt det passer til mig…”
”Det passer! Og hvad står der mere?”
”Det var oplagt, at 1970’ernes erotiske Sengekantsfilm havde bud efter hende som laber larve.“
“Ha! Sikke et udtryk!”
“Som hun altid spiller med glimt af humor og uden lummer vulgaritet. Hun gør sex til noget sødt.”
”Igen: det passer!”
”Det ved du overhovedet ikke noget om!” Nellie dasker for sjov ud efter veninden. ”Er det nu, jeg skal rødme?”
”Det gør du allerede… Sødt med sødt på. Selv dine ben får dig til at se sød ud.”
”Mine ben?” Nellie kigger ned ad sig. ”Jeg er bare lidt kalveknæet.”
”Så dine fødder peger somme tider lidt ind imod hinanden. Og det sker, at du lige drejer du dem lidt ekstra indad, bevidst eller ubevidst. Det skal nok have sin virkning. På mænd.”
”Politiet gør sine iagttagelser, hvad? Og får mig til at virke pinligt tuttenuttet.”
”Nej da. Hende den store madamme her, hun er bare misundelig…” sukker Vic overdrevet.
”Uden grund. Du er da lækker.”
”Mænd føler sig truede af sådan en stor kvinde. Jeg må vente forgæves på mr. Right. Han snupper sgu dig i stedet.”
”Årh, mr. fucking Right! Ham leder jeg ikke efter,” erklærer Nellie. ”Jeg har det jo godt, som jeg har det. Jeg nyder virkelig at være fri og uafhængig. Jeg kan rejse, bruge kulturen og…”
”Og parforhold og ægteskaber er stærkt opreklamerede og ender alligevel i trælse unger og skilsmisser og bla, bla, bla… Pjatskidbadutskid, Nell! Det dér har jeg hørt tusind gange fra dig. Men du er en rigtig romantiker. Har du måske ikke set den dér Amalie fra Montparnas et utal af gange?”
”Amélie fra Montmartre. Jo, men det er da bare, fordi det er min favorit feel-good. Historien, karaktererne, farvepaletten, musikken, det hele.”
”Du venter da på, at ham fra filmen, ham med den krumme næse, tager dig med bag på sin knallert og kører ud i solskinnet…”
”Æsj!” fnyser Nellie.
I forhallen er der endnu mere trængsel nu og højere snak. På en skærm annonceres: Torsdag d. 15. december kl. 19.30. ISIS DEN CLAIRVOYANTE. Over tærsklen til åndernes rige. Lokale: Verdensrummet, 1. sal. Et billede af Isis viser en lidt rund, midaldrende kvinde med intense blå øjne og stort, krøllet hår, helt sort, sikkert farvet.
”Isis? Et kunstnernavn for Isabella måske?” spørger Vic.
”Det er snarere efter en gudinde i oldtidens Egypten. Isis forbindes med magi. Et stort navn hos mange spirituelle. En bog fra sidst i 1800-tallet hed Isis Unveiled. Sløret blev angivelig løftet for de ældgamle hemmeligheder. Den var skrevet af en madame Blavatsky og vakte stor opmærksomhed.”
”Blavatsky? Pjatskid…”
”Tja, okay, mange anså hende for at være en fupmager og lystløgner. Men hun var med til at grundlægge teosofi. Det skulle være en slags sammensmeltning af videnskab, religion og filosofi. Man forestiller sig, at en ældgammel visdom ligger til grund for alle religiøse opfattelser.”
Vic sender skærmen endnu et skeptisk blik. ”Ja, alt sådan noget er ikke lige mig, ved du. Skal du skrive noget om det i avisen?”
”Hvis der overhovedet er grund til at skrive noget. Bare en lille omtale måske.”
”Hvor længe er det, du har været på Nyt-Obs nu? Et par år, ikke? Du var sgu heldig at få det. Også at have fået en praktikplads under uddannelsen.”
Nellie får pludselig et lille sug i maven, forhåbentlig bemærker Vic ikke noget. ”Heldig, ja…”
Vic giver hende et lille puf: ”Undskyld! Jeg ændrer det til dygtig.”
”Jeg ved så ikke, hvor længe jeg har jobbet. En sølle lille flok journalister bliver måske tilbage og kan sidde og faktatjekke alt det, som er lavet af kunstig intelligens. Og nyhederne, dem kan folk få alle steder fra, og de skal være korte, overskriftsagtige og helst gratis.”
“Jeg indrømmer, at det går jeg også selv efter.”
“Jeg er født for sent,” sukker Nellie. “Jeg ville jo allerhelst være sådan en gammeldags journalist på en gammeldags avis i provinsen.”
”Men I skriver da stadig grundige og uddybende ting. Og I har endda en redaktion i Roskilde.”
”Ja, det er ren luksus. Det er nok mest, fordi vi har en rig hovedaktionær, som er fra Roskilde og meget lokalpatriotisk. Den lever nok desværre på lånt tid. Hvis de slår den sammen med København, bliver jeg måske fyret. Hvad skal jeg så? Blive kommunikationsmedarbejder for en virksomhed eller noget offentligt? Sikkert også i København.. Jeg ville bare helst ikke flytte.” Nellie kan ikke holde et suk tilbage. ”Åh, jeg kan ikke lide den uvished. Jeg skal helst have tingene i nogenlunde faste rammer. Men alt det her ved du jo godt. Jeg er vist slem til at beklage mig, hver gang vi ses.”
”Det er helt okay. Men hør, mange forfattere er jo begyndt som journalister. Har du aldrig tænkt på at skrive en bog, Nellie?”
”Nja… Jeg aner ikke, hvad den skulle handle om.”
”En femikrimi?”
Nellie ryster på hovedet. ”Markedet er oversvømmet.”
”Ja, men din ville da være autentisk. Hovedpersonen skal jo være en journalist med en veninde ved politiet, ikke?”
”Eller hun er efterforskningsleder med en journalistveninde.”
”Præcis. Og altid vildt stresset af at få karriere og privatliv til at hænge sammen. Overforbrug af rødvin. Og hun skal selvfølgelig være skilt fra en voldelig eller utro mand og have trælse teenagebørn. Med anorexi eller på vej ud i kriminalitet eller stofmisbrug og så videre…”
“Er det ikke dig, der skal skrive sådan en bog..?” spørger Nellie.
”Det har jeg ikke evner til,” siger Vic. “Nå, men hovedpersonen skal selvfølgelig have alle de såkaldte rigtige meninger. Være pænt venstreorienteret. Socialt indigneret. Altid positiv over for visse befolkningsgrupper… Hvoraf jeg møder en del i mindre positive sammenhænge… Men følg opskriften! De skal altid være under mistanke for en forbrydelse, men den er selvfølgelig begået af onde hvide mænd… Så kan hendes fordomsfulde veninde fra det mørke Jylland lære det, kan hun! Men skriv sådan en bog, Nellie! Jeg hjælper dig med faktastof fra politiet. Du bliver berømt, og jeg er tilfreds med, at bogen tilegnes mig. Det ville bare være træls, hvis du gør mig alt for droge.”
“Droge?”
“Sådan siger vi i Randers. Uklog.”
“Så det skulle skrives af en single, som ikke har børn og ikke er vild med rødvin..?”
”Ja da. Du har jo heller ikke haft en traumatisk barndom, men så fake it! Der er da mange, der har fået sig en karriere ved at skrive om deres frygtelige opvækst i et træls provinshul. Tit bare overdrivelser og løgne, ikke? Men fuck det, bare det sælger…”
Nellie laver tænksomt ansigt, som om hun overvejer det. ”Jeg kunne selvfølgelig begå karaktermord på vores gamle naboer i Rindekilde..? Eller på præsten i Fårevejle..?”
”Nu er du på rette spor, Nell. Kom du bare i gang!”
Nellie klapper Vic på skulderen: ”Pænt af dig at have ambitioner på mine vegne. Nå, skal vi gå op?”
Ved døren ind til det såkaldte Verdensrum står en ung pige klar til at tjekke billetterne på de fremviste telefoner. ”Mange arrangementer her i huset er ellers ikke-kommercielle, og så skal arrangørerne ikke betale leje for lokaler,” mumler Nellie.
”Så Isis tager sig godt betalt…” siger Vic.
Lokalet er ret smalt, til gengæld langt og lyst med hvide vægge. Det har nok ikke plads til flere end tredive personer. Der står borde og stole langs ydermuren, men der er også stole hen langs den anden væg. Nellie ranker sig og går forrest og kan næsten mærke Vic smile ad det. Da de er halvvejs gennem lokalet, sætter Nellie uvilkårligt farten ned, ville helst tage plads dér, men fortsætter alligevel hen til det forreste bord.
Vic smiler ad hende, da de har sat sig: ”Du bryder dig virkelig ikke om at sidde på første række? Du er vel ellers vant til det? En anmelder skal have det bedste udsyn.”
Veninden har som sædvanlig talt lige lovlig højt… Der sidder allerede nogen, en mand, på den forreste stol ovre ved den anden væg.
Nellie siger dæmpet: ”Jeg tvivler på, at jeg nogen sinde vænner mig til det. Jeg tvinger mig til det. Man er så udsat sådan.”
”Det er sgu også lidt sødt, at du er genert.”
Manden har givet dem et lille nik og et smil. Hans stol står lige en anelse længere fremme, så de kan ikke rigtig studere ham, men han har vist en skarp profil. Han har fuldskæg, og det mørke hår er lidt langt, så det går ud over ørerne. Sort sweater, sorte bukser, solide sorte vintersko. En sort frakke hænger over nabostolens ryg, og et par sorte læderhandsker ligger på stolen. Han virker lidt fjern, tankefuld, og har ikke gang i en telefon, som så mange andre ville have brugt ventetiden på.
”Okay, nogen har vist forbindelser,” hvisker Vic. ”Han må have været her, før de lukkede døren op. Måske er han en del af showet? En hemmelig hjælper for Isis? Det har man da hørt om. Nej, så ville han nok komme ind med alle andre for ikke at skille sig ud.”
Selv om Vic hvisker, giver Nellie hende alligevel tegn til at dæmpe sig yderligere. Der er noget bekendt ved manden. Nellie spiler næseborene ud for en mørk, varm duft, eksotisk, noget som kaffe, vanilje, måske kardemomme. Hun kender adskillige dufte til herrer og er sikker på, at hun ikke tidligere er stødt på denne. Den er da skøn! Sikkert en dyr parfume, for alt hans tøj og skoene ser ud til at være af god kvalitet.
Hun ser sig over skulderen. Kvinder, kvinder, kvinder og kun én mand mere. Lokalet er allerede næsten fyldt, og ekstra stole bæres ind. Snakken går, telefoner tjekkes samtidig.
”Ja, jeg tror sgu ikke på sådan noget,” siger Vic. ”Jeg har aldrig haft sære oplevelser. Har du?”
Nellie tøver lidt og bider sig i underlæben. Vic ser nøjere på hende:
”Har du?”
”Nja…”
”Nej eller ja?”
Nellie læner sig lidt ind mod veninden og fortæller lavmælt om sin besynderlige oplevelse på Hindsholm i sensommeren. Vic lytter med åben mund. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?” siger hun bagefter.
”Jeg kunne ikke få mig til det.”
”Du fortalte det da til hende i gårdbutikken.”
”Da havde jeg ikke haft tid til at tænke nærmere over det. Blive flov over det. De fleste ville jo bare afvise det. Og de ville sige, at de lokale bare bruger det som turistreklame. Ligesom de hvide damer på gamle slotte.”
”Jeg tror selvfølgelig på dig, Nell.”
Nellie giver Vics hånd et lille klem. ”Tak!”
”Jeg er jo slet ikke til sådan noget alternativt og spirituelt, og hvad det nu hedder. Jeg forstår ikke, hvordan du kan have oplevet sådan noget. Har du selv en teori?”
”Det er, som om landskabet har opsuget noget voldsomt, der er sket engang. Ligesom ved mord og selvmord og den slags. Og så, hvad skal jeg sige, så afspiller landskabet det igen og igen. Ligesom ved genfærd. Men det kan kun sanses af nogle mennesker. Jeg troede bare ikke, jeg kunne. Det tror jeg stadig ikke. Jeg har bare ikke andre forklaringer.”
”Er der nogen i din familie med den slags evner?” spørger Vic.
”Det er aldrig blevet nævnt. Og vi er meget almindelige. Solide, jordbundne bønder og småhåndværkere på både min mors og fars side.”
”Derfor kunne der jo godt være en synsk eller en klog kone eller sådan.”
”Det har jeg altså aldrig hørt noget om.”
”Det er ikke sådan, at du tager til det her på grund af din oplevelse?”
”Nej da.”
”Ja, for det kunne vel tænkes, at Fynshoved-manden giver dig en lille forklaring igennem Isis..?”
”Årh, pjat!” Pludselig får Nellie en fornemmelse af, at selv om de har hvisket, så har manden ovre ved den anden væg hørt det hele. Han reagerer ellers ikke, sidder bare afslappet. Og trækker vejret. Trækker vejret, ja, ikke så højlydt, at det er påfaldende, men langsomt og dybt, langsomt og dybt. Underligt… Men ja, det er jo sundt. Man trækker som regel vejret alt for overfladisk.
”Men alvorlig talt,” fortsætter Vic, ”du har ikke tænkt dig at… Ja, at benytte dig af lejligheden? Hvis der nu alligevel er noget om det? Jeg tænker på din mor?”
”Nej. Dels tror jeg ikke rigtig på det, og dels ville det gøre mig mere bange end glad, tror jeg.”
”Det er et par år siden?”
”To år og en måned. Det kan da stadig gøre mig ked af det, men jeg har det okay med det.”
Nu kommer Isis ind sammen med en kvinde, der måske er fra Byens Hus og har været med til at arrangere. Isis er ikke stor i højden men i bredden, iklædt en ankellang, folderig kjole i mørklilla. Hun ser solariebrun ud og bærer en kraftig make-up. Hun har en meget livlig mimik og gestik og smiler meget.
”Kære venner, så meget velkomne!” siger hun med en sprød stemme, der stikker noget af mod hendes solide korpus. Hun bruger ikke headset men kan sagtens tale lokalet op. ”Jeg har sådan glædet mig til at møde jer, og jeg kan forsikre, at jeres energier er så stærke af forventning, at de nåede mig allerede udenfor.”
Indledningen modtages med smilende velvilje. Isis fortsætter, og mens hun taler, og taler hurtigt, går hun energisk frem og tilbage, og der er gang i armbevægelserne: ”Det er så forskelligt, hvad I kommer med. Hvad I forventer. Hvad I håber på. Nogen vil blive skuffet, andre positivt overrasket. Det er aldrig til at vide. Man kommanderer ikke med det hinsides. Man må blot være åben. Ikke alt vil kunne forstås med det samme, måske først når I er kommet hjem.”
”Hun lover da ikke for meget,” mumler Vic.
Isis har anlagt en alvorligere tone: ”Hvornår opdager man, at man er clairvoyant? Jeg vil snarere sige, det er vi alle som ganske små. Vi mister desværre bare evnen, blandt andet fordi omverdenen er afvisende og fortæller os, når vi siger noget om det, at det bare er pjat, og at vi skal lade det være. Vi skal blive så voksne.
Da jeg var fire år, legede jeg med min lillesøster på tre. Der var bare det ved det, at hun var død. Hun druknede. Men ja, jeg legede med hende. Jeg tørrede hende, hver gang hun kom. Hun var stadig lidt våd, forstår I.”
Jo, det er der en del, der nikker til.
”Mine forældre blev kede og vrede. Jeg forstod ikke, at ingen andre så hende. Sådan begyndte det. Jeg så og talte også med andre, som var gået over på den anden side. Op gennem barndommen tav jeg om det. Først da jeg var i tyverne, blev jeg åben omkring det. Lige siden har jeg brugt mine evner for andre: til at hjælpe, trøste, mildne sorg, betrygge. I mange år har jeg haft privat konsultation, men jeg tager også gerne ud og holder foredrag og homeparties, og jeg hjælper, hvor en ånd ikke har kunnet slippe denne verden. Jeg laver også husrensning, hvor ulykkelige ånder har skabt dårlig energi, og jeg lægger beskyttelse over stedet bagefter.”
Isis breder armene ud: ”Men det skal jo slet ikke handle om mig men om jer og dem, der er gået over. Jeg kan tydeligt skelne jeres energier fra hinanden. Når jeg åbner mig for nogen, ser jeg først personens aura, i alle dens farver, og i dem kan der så vise sig noget, en skikkelse som regel. Eller jeg hører noget, et navn eller det første af et navn. Somme tider er det ikke klarsyn eller klarhørelse men klarlugt eller klarsmag. Ja, det manifesterer sig også med disse sanser. Mere vil jeg ikke sige. Jeg mærker jer så meget, jeg mærker, hvor parate I er.”
Der nikkes her og dér. Isis står med lukkede øjne, hovedet foroverbøjet og armene afslappet ned langs siderne. Skuldrene hæver og sænker sig langsomt og regelmæssigt.
”Der må ikke gå for lang tid,” hvisker Vic. ”Vi sidder jo med forventninger…”
Der går vel også kun et minut. Så giver det et lille sæt i Isis, og hun ser direkte på en kvinde på en af de bagerste stole. Alle foran drejer hovederne. Kvinden stirrer tilbage i lidt komisk overraskelse.
Isis snuser i luften og siger: ”Hav… Der lugter af hav… Der er hav og klipper… Høje, stejle klipper… Skumsprøjt op ad dem… Og en mand, som hedder… Hvad hedder han..? Ole? Nej, det er Olav…”
Kvinden svarer med et højt gisp og hånden op for munden, øjnene er lige ved at trille ud af hovedet.
”Olav, ja. Det er på Færøerne. Han svæver foran klipperne. Han hænger ned ad klipperne i et langt reb. Havet slår op. Fuglene skriger omkring ham. Olav samler fugleæg på klippehylderne. Han er erfaren, men denne dag går noget galt. Åh, det går galt! Han styrter!”
Isis har næsten skreget til sidst, og det samme gør kvinden og skjuler ansigtet i de rystende hænder, og hendes tykke røde hår falder frem.
Nellie mærker en isnen i kroppen, og selv Vic er berørt: ”Hvordan fuck..?”
”Men Olav er ikke bare væk,” forsikrer Isis. ”Han er tit hos dig. Olav er hos dig i aften, lige her.”
”Olav!” udbryder kvinden.
”Olav har en besked til dig. Det er så mange år siden, men det kan stadig gøre ondt. Det ved han. I var jo så forelskede. Og I fik ikke hilst på hinanden dén dag, lige netop ikke dén dag. Men Olav har det godt, hvor han er. Du kan glæde dig over, at han har det godt. Du skal glæde dig over, at du trods alt har kendt ham. Det har tynget meget på dig. Nu kan du leve lettet. Det siger Olav. Du skal leve.”
”Åh, det skal jeg nok! Det skal jeg nok!” snøfter kvinden og dupper øjnene med en lommelet.
”Gud, hvor fantastisk!” siger en tilskuer. Nellie og Vic veksler blikke.
”Det er sgu da for utroligt!” hvisker Vic.
Isis går lidt frem og tilbage og standser så. Hun ser ikke på direkte på nogen, siger bare: ”Ni… Ni…? Nin… Nnn… Mmm…”
En ung pige har reageret. ”Du ved, hvem er det, kære?” spørger Isis.
”Nicolai. Det var… min fætter…” mumler pigen, tydeligt ilde tilpas.
”Ja. Jeg ser ham. Jeg ser Nicolai. Han gik over. Du sørgede meget.”
”Han… tog sit eget liv… Jeg… fandt ham… Åh, blodet…” Det er næsten kun til at høre for de nærmest siddende.
Isis nikker. ”Ja, det er svært, kære. Han fandt livet på denne side så svært, at han fremskyndede sin overgang til den anden side. Han ved godt, at han har gjort jer ondt ved at gøre det. Han beder mig sige, at han følte dengang, han ikke havde andre muligheder. Han håber, du kan sige i aften, at du tilgiver ham. Kan du det? Føler du dig klar til at sige det?”
Pigen nikker med blanke øjne.
”Så sig det til Nicolai, ikke? Selv om han har det godt, hvor er han er, vil han alligevel gerne høre det. Han fornemmer det, men det er noget særligt at høre det sagt. Vil du sige det?”
”Jeg tilgiver dig, Nicolai…” Nu løber tårerne. Andre er også tydeligt berørte. ”Jeg har haft så svært ved at tilgive dig det, men nu kan jeg godt. Jeg er bare så lettet.”
”Det var godt. Det var så godt.”
Isis taler videre, nu om en ældre person, som havde været syg nogen tid. Det havde været svært at se på for de pårørende. Igen er der respons i salen. Isis lægger en hånd på brystet. ”Jeg mærker smerter…” Der tøves. Hånden glider langsomt nedad. ”I den nederste del af brystkassen…” Der tøves stadig. Hånden når maven. ”Det stråler ned i maven…”
”Ja,” siger en ung kvinde tæt ved Nellie og Vic.
”Du ved, hvem jeg har kontakt med,” fastslår Isis.
”Ja. Det er min mormor.”
”Ja, jeg ser hende tydeligt. Hun siger, det gjorde dig meget ked af, at det skulle ske for hende. Du…”
”Men det var nu værre med lungerne.”
”Ja, for hun havde jo så gerne villet ud, ikke?” Isis’ hånd er gledet opad. ”Det satte desværre mange begrænsninger for hende, at hun ikke havde luft til det, ikke?”
”Jo, men hun blev nok holdt mere hjemme af mavesmerterne.”
Hånden glider igen ned på maven. Isis sukker medfølende: ”Ja, det var så hårdt for hende, og hårdt for dig at se.”
”Jo, men det allerværste, det var nok alligevel dét med hjertet…”
Publikum er begyndt at mumle lidt. ”Ja, hun havde lidt af hvert, som hun sagde.” Isis’ hånd glider op og ned. ”I ønskede sådan, at I kunne gøre mere, men I gjorde, hvad I kunne. I skal være tilfredse, siger hun.”
Isis står lidt og siger så: ”Nogen er rejst. Nogen står tilbage. Nogen ville ønske, at der var blevet taget ordentlig afsked.”
Tilskuerne ser på hinanden, og så siger en ung kvinde: ”Min farbror flyttede til Amerika. Det er kun nogle år siden. Han døde derovre.”
Isis nikker langsomt. ”Ja. Det kom lidt uventet. Det var svært at tro. Han havde regnet med at få mange gode år i det fremmede. Det var noget af en beslutning at rejse så langt væk. Jeg ser ham rigtig godt. Han forstod godt jeres bekymring for, om han ville klare sig derovre. Men han var sikker på, at det nok skulle gå. Han havde samme pionerånd som de mange, der udvandrede til Amerika i gamle dage. Han havde arbejdsviljen og gå-på-modet. Han… Ja?”
Den unge kvinde har rakt en hånd op og siger: ”Ja, undskyld, men han var en doven slyngel. Det er ikke pænt at sige, men det var han altså. Så han var begejstret, da han skulle rejse til Chile og giftes med arvingen til et stort shippingfirma.”
Det udløser lidt fnis i lokalet, med efterfølgende hyssen og bebrejdende blikke, ikke mindst mod den unge kvinde. Isis smiler bare og siger: ”Som der findes drillepinde, findes der også drillesyge ånder. Vi tager vores personlighedstræk med over på den anden side. Jeg kan godt mærke, at der er sådan én på spil i aften. Ja, der er alle slags på den anden side. Jeg mærker, at der står nogle af vores firbenede venner klar med beskeder til nogen her i salen. De kære medlemmer af familien. Det kan være så hårdt at miste et kæledyr. De efterlader et tomrum. Men de kan også selv mærke, at de savnes. Dyr har også følelser. Hvem her har mistet sådan en nær ven?”
En forsigtig arm kommer op, det er igen en ung kvinde.
”Ja, I var tætte. Og den hedder?”
”Pjuske.”
Isis lukker øjnene og nikker: ”Ja, den lever op til sit navn, Pjuske. Den var kær, som den var, ikke? Altid glad uden forbehold, som dyr jo er. Altid dejlig at putte sig ind til. Og…”
”Det var altså en papegøje…”
Nogen ler højt, én vrisser: ”Hvor er det bare tarveligt! Er de kommet for at ødelægge det?”
Isis smiler et lille, stramt smil. Så ser hun pludselig så skarpt og direkte på Nellie, at hun farer sammen. ”Hvad med dig, kære?” siger Isis medfølende og går hen og lægger en hånd på Nellies skulder. ”Du har siddet længe og ønsket at få kontakt?”
Nellie ryster energisk på hovedet, men det overbeviser ikke Isis.
”Hvem drejer det sig om, kære?”
Nellie er blevet helt anspændt, hjertet dunker, hun ville helst afvise Isis men hører sig selv mumle: ”Min… mor…”
”Ja, din mor. Hun har ventet på, at du skulle være parat til at modtage hendes budskab. Din mor vil gerne sige til dig, at hun… Hvad..? Jeg hører hende sige… Øh..? Hvad..?”
Ja, hvad? Hvad sker der med Isis? Øjnene bliver store af forvirring og frygt. ”Men… hvad..? Hvad er det..? Nej! Nej! Hvad sker der?”
”Ja, hvad fuck sker der?” siger Vic. Det lyder meget fjernt, for Nellies opmærksomhed er kun rettet mod Isis, der nu holder hænderne afværgende op foran sig og skriger: ”Hold op! Lad mig være! Lad mig være, siger jeg!”
En isnen sitrer igennem Nellie. Hun både ser og mærker dråber i luften, ud af ingenting. Hun blinker heftigt for at få synet til at gå væk, men det bliver ved med at være der. Dråberne laver små pletter på Isis’ tøj og løber ned ad hendes ansigt. Hun tørrer sig febrilsk med ærmerne og skriger så endnu højere, for vanddråberne er blevet til blod. Med vilde skrig flygter hun mod døren.
”Crazy! Kæft, hvor crazy!” siger Vic.
Nellie kan ikke røre sig. Vic rusker hende og siger: ”Nell, du ser sgu lige så tosset ud! Du er helt bleg! Hvad er der med dig?”
”Dråberne… Regn og blod…”
”Ser du syner eller hvad? Der var da ikke andet end en kuleskør kælling.”
”Men… jeg så jo at…” Hvorfor er Vic og alle andre ikke rystede, bare meget forundrede? Manden ovre på den anden side har vist været lidt anspændt men er nu rolig igen. Men han ser måske lidt undersøgende på Nellie?
Hun er stadig så rystet, at hun ikke kan tage sig sammen til at gøre noget. Et par behjertede kvinder vil løbe efter Isis, den ene er den rødhårede, den allerførste, som hun fortalte om færingen Olav. Men den unge pige med papegøjesnakken har også rejst sig og kommer til at støde sammen med hende og får fat i hendes hår. Et fælles gisp går igennem forsamlingen, for det røde hår sidder pludselig helt skævt, og kvinden forsøger at få det på plads igen.
Den unge pige siger højt med næsten overdreven forbavselse: ”Åh, er det ikke dig, der er med til alt, hvad Isis laver..?”
Parykbæreren hvæser ad hende og løber ud. Kvinden, som tjekkede billetter, kommer ind og meddeler, at Isis desværre ikke ser sig i stand til at fortsætte denne aften. Hun har lovet at vende tilbage en anden gang.
”Hvor nederen altså!” udbryder en ung pige. En veninde er enig: ”Nu gik det lige så godt. Mega fedt show altså!”
Nellie sidder helt fortumlet. Hvad var det, der skete? Inden hun kan tage sig sammen, er den mystiske mand allerede på vej ud af lokalet sammen med mange andre. Hans høje skikkelse rager op, han er i færd med at tage sin sorte frakke på. Nellie har spildt kostbare sekunder med at sunde sig, og da hun stiler mod døren, kan hun ikke komme hurtigt ud for alle de andre. ”Årh, fuck!” Hun er lige ved at skubbe til dem. Hun har lyst til at råbe efter ham, men hun skal nok nå ham. Hvis de ellers bare kunne flytte sig lidt!
”Hvorfor så travlt?” siger Vic bag hende.
”Du så da, hvad han gjorde ved Isis?”
”Han gjorde hvad? Hun stak da bare af. Man forstår det. Isis uden slør hed den dér bog? Her blev hun også afsløret… Max pinligt!”
”Du så ikke noget, der… ligesom noget…”
”En regn af blod..?” driller Vic, men så bliver hun alvorlig: ”Nellie, du er helt oppe at køre. Fald nu lidt ned, ikke?”
Men da manden ikke er at se uden for lokalet, skynder Nellie sig ned ad trappen, så hurtigt hun kan uden at skubbe til nogen. Årh, hvor de kigger alligevel! Manden er heller ikke nedenunder. Har han da allerede forladt bygningen? Hun løber ud ad porten, men der er kun nogle frysende aftenvandrere ude på Stændertorvet. Væk som et spøgelse…
Nellie går skuffet indenfor. Måske er han stadig dér et sted? Det er et stort hus. Han kan jo være på et toilet? Men hun har ikke lyst til at gennemstøve hele bygningen. Årh, altså!
“Hvad ville du med ham?” spørger Vic forundret.
”Få noget at vide. Det var ham, der skræmte Isis væk.”
”Han sad jo bare.”
”Jeg aner ikke, hvordan han gjorde det. Men det var ham. Jeg er sikker. Han sendte et eller andet imod Isis. Så du virkelig ikke noget?”
”Nell, der var ikke noget. Slap nu lidt af!”
”Er jeg ved at blive skør? Jeg hører en fucking spøgelsesrytter, og nu ser jeg noget, der ikke er der.”
”Har du været stresset i den seneste tid?”
”Nej, ikke sådan. Jeg forstår det altså ikke.”
”Vi kan jo gå hjem til mig på fem minutter. Vi tager et glas vin, så falder du til ro.”
Men Nellie spidser ører, da en kvinde siger til en anden: ”Det var jo ham tryllekunstneren. Den Zenzationelle Zeffulanu. Jeg så hans show her i Roskilde for nogen tid siden. Fantastisk. Fuldt hus på Krake-Scenen. Det er stemningsfuldt, det gamle købmandslager.”
”Ja, det var da ham!” udbryder Nellie så højt, at de kigger på hende. ”Jeg vidste, jeg havde set ham før. Undskyld, men jeg kunne ikke undgå at høre jer. Øv, at jeg ikke fik set det show.”
”Du kan måske nå det endnu,” siger kvinden. ”Det har været sådan et tilløbsstykke, at der faktisk er en ekstraforestilling i morgen aften. Så er det i hvert fald også den allersidste før jul.”
”Åh, så skal jeg nok være heldig at få en billet. Eller to, Vic?”
”Fredag aften. Ej, hvor træls! Da har jeg vagt,” sukker Vic. ”Men jeg synes da, du skal gå.”
Nellie tøver lidt og siger så: ”Det bliver jeg vist nødt til.”
Roskildes gamle rådhus til venstre, det gamle sygehus til højre, tilsammen nu Byens Hus. Lokalet “Verdensrummet” er på førstesalen i bygningen til højre.